Boligforeningernes Dag 2023 indledes med en åbningstale af Hovedscenens konferencier Anne Glad, der er kendt som livsstilsekspert i DR-programmet Kender du typen? Anne Glad vil byde velkommen i selskab med direktør for Min Boligforening og arrangør af Boligforeningernes Dag, Carsten V. Jagerkilde.
Her vil de gennem samtale gøre os klogere på, hvad det vil sige at være aktiv i en boligforening, og hvordan formålet med Boligforeningernes Dag netop er at gøre bestyrelsesarbejdet nemmere.
Carsten V. Jagerkilde har med Min Boligforening en mission om at levere viden, inspiration og netværk til bestyrelserne i andels- og ejerboligforeninger.
Anne Glad har selv erfaring med rollen som bestyrelsesmedlem i en boligforening og er derfor klar over, hvilket vigtigt og ofte krævende stykke arbejde, medlemmerne påtager sig.
Hun vil derfor i sin åbningstale komme ind på, hvilke typer det er, der vælger at prioritere deres tid til dette arbejde. I bedste Kender du typen?-stil vil Anne Glad gøre os alle sammen klogere på, hvad der kendetegner denne type.
Åbningstalen finder sted kl. 10 på Hovedscenen.