Som den første messe i Danmark samler Boligforeningernes Dag bestyrelser og engagerede beboere fra de tre største boligsektorer: andels- og ejerboligforeninger samt almene boligforeninger.
Messens mission er at levere viden, inspiration og netværk til boligforeninger. På Boligforeningernes Dag kan bestyrelsesmedlemmer og engagerede beboere møde leverandører og rådgivere, der har stor erfaring med opgaver og projekter i boligforeninger. Derudover er der rig mulighed for at netværke med andre boligforeninger i messens Netværkslounge og blive inspireret af de forskellige oplæg, som de to scener tilbyder.
Formålet med messen er at klæde bestyrelserne bedre på til kommende projekter eller udfordringer, for i sidste ende at gøre det nemmere at være bestyrelse i en boligforening. Vores mål er derfor, at de besøgende kan tage fra messen mere vidende, med større entusiasme og med relevante kontakter hos rådgivere og leverandører, samt hos andre boligforeninger.
Derfor inviterer vi alle bestyrelsesmedlemmer og engagerede beboere (der f.eks. sidder i udvalg, gårdlaug mv.) til messe lørdag d. 2. marts 2024 i Forum København.