Jesper Theilgaard er oplægsholder på Hovedscenen og vil med sit oplæg fortælle om, hvordan vi tilpasser livet i boligforeningen til verdens foranderlige klima og ressourcer, der svinder ind.
I over 25 år har Jesper Theilgaard været fast inventar i vores fjernsyn, hvor han som meteorolog har klædt danskerne på med indsigt i den kommende uges vejrudsigt. Med sin store erfaring med at formidle vejret har Jesper Theilgaard de seneste år arbejdet for at få klimaet på dagsordenen ved at formidle viden om de klimaforandringer, der er i gang i øjeblikket.
Jesper Theilgaard har selv erfaring med at bo i boligforening, og for ham hænger fællesskabet og det klima- og bæredytighedsmæssige ansvar sammen. Det var blandt andet vigtigt for Theilgaard, at de i hans boligforening fik etableret ladestandere, så de er forberedte på, at folk skifter til elbiler.
Til Boligforeningernes Dag bliver der rig mulighed for at trække på hinandens kompetencer, viden og erfaring. Netop dét ser Jesper Theilgaard en kæmpe fordel i: “Vi kan jo ikke allesammen følge med i det nyeste, der er kommet på markedet. Derfor er det jo godt at blive inspireret på sådan en messe.”
I sit oplæg vil Jesper Theilgaard blandt andet komme ind på deleøkonomi og fremtidssikring og håber på efterfølgende at få nogle gode snakke med de deltagende og diskutere nogle af de emner, han berører i sit oplæg på Hovedscenen.